Vestergade 18E, 3., 1456 København K, T +45 33 32 58 68, E-mail

FORSIDE

Nyhedsvisning

Meninger brydes – til gavn for hiv-positives rettigheder

25.06.2015 | Hiv-Danmark nyheder

Hiv-Danmark deltog i år for første gang på Folkemødet på Bornholm i en debat om hiv-smittedes rettigheder i Meningsministeriets telt på kajen i Allinge. Debatarrangementet blev planlagt i et tæt og godt samarbejde med AIDS-Fondet og blev støttet af medicinalfirmaet GlaxoSmithKline.

Af Helle Andersen, formand

Vi var meget enige om, at det skulle handle om nogle af de områder, hvor hiv-positive oplever at vores rettigheder krænkes i det daglige.  Det kom til at dreje sig om besøget hos tandlægen og mødet med dele af sundhedsvæsenet samt problemer med forsikringer. Vi henvendte os til fire hiv-smittede, som deltog i oplægget til debatten.

Dels i form af en artikel i Berlingske Tidendes Folkemødetillæg, hvor Jens Peder bl.a. fortæller om sit møde med en læge og kirurg, der skulle fjerne hans tatovering, der så aflyste operationen, fordi de var bekymrede for at blive smittede med hiv gennem dampene fra laserbehandlingen. Det kan selvfølgelig slet ikke lade sig gøre, og det burde netop en læge da vide!!!

De andre tre hiv-positive deltog med tre lydklip, der blev afspillet under debatten. 

Det første handlede om mødet med tandlægen, hvor hiv-smittede stadig mødes med fordomme. F.eks. kan man få at vide, at vi kan få en anden tid sidst på dagen, fordi der skal rengøres ekstra, eller at der skal betales ekstra hygiejnetillæg. Dette er naturligvis ikke korrekt, der gælder samme regler for alle. Tandlægerne og deres ansatte skal stole på deres eget hygiejneberedskab, som også sikrer mod sygdomme mere smitsomme end hiv, som f.eks. hepatitis og tuberkulose.

Formanden for Tandlægeforeningen var forundret over, at hiv stadig gav anledning til forskelsbehandling hos nogle tandlæger og lovede os at få gjort noget ved det. Hiv-Danmark har også tidligere kontaktet tandlægerne og fået artikler i deres blad og retningslinjer sendt ud om hiv. Men der er åbenbart stadig brug for en vedvarende oplysningsindsats, også blandt tandlægerne og deres personale. Her efter Folkemødet mødes vi igen med tandlægeforeningen for at tage konkrete skridt til at følge op på sagen.

Det andet indslag handlede om forsikringer, dels rejseforsikring og dels livsforsikring, hvor vi også i sidste VI&HIV omtalte en konkret sag, hvor en hiv-smittet kvinde ikke kunne få en livsforsikring. Det er desværre et velkendt problem, som gælder mange grupper i det danske samfund, herunder flere grupper af kronikere. Men undersøgelser viser, at hiv-positive har et nærnormalt livsforløb, og hiv burde derfor ikke længere efter vores opfattelse bruges som afvisningsgrund. Center for Helbred og Forsikring kender godt til de nye undersøgelser, men de har endnu ikke implementeret nye retningslinjer. Det gav anledning til en del debat på mødet, en debat som Natasja Crone styrede med hård hånd og god sans for at bore i argumenterne. AIDS-Fondet og Hiv-Danmark arbejder videre med sagen her efter Folkemødet.

Sidste emne i debatten var mødet med Sundhedsvæsenet, hvor det konkrete eksempel var fra en undersøgelse på et hospital, hvor en hiv-positiv kvinde blev mødt med en negativ og frygtsom holdning, fordi hun ikke havde fortalt, at hun var hiv-smittet. Som hiv-smittet bliver man rigtigt ked af det og ulykkelig, når andre tager afstand fra en uden grund. Det viser sig desværre tit, at sundhedspersonalet ikke er opdateret på smitteveje, og at de slet ikke har viden om, at velbehandlede hiv-positive ikke udgør en smitterisiko.

Jeg var selv for en måneds tid siden forbi Hvidovre Hospitals akutafdeling for at fortælle om hiv sammen med en anden hiv-positiv kvinde. Personalet stillede mange spørgsmål og var faktisk ikke opmærksomme på, hvor godt det går med behandlingen af hiv-smittede, og hvor lav risikoen er for videresmitte fra velbehandlede. Vores besøg gav efterfølgende anledning til at afdelingen fik ændret deres retningslinjer i forhold til hiv. At få ændret på sundhedspersonalets viden om hiv i større målestok er selvfølgelig en kæmpe opgave i et længere træk, hvor vi må ind og bidrage på uddannelserne og på ledelsesniveau sikre, at de nye informationer formidles videre gennem systemet. Samtidig synes Hiv-Danmark også, at det ville klæde Sundhedsstyrelsen at rette op på befolkningens falske bevidsthed om hiv, som de selv har været med til at udbrede gennem skræmmekampagnerne i 1990´erne. Asger Aamund, som var fast deltager i panelet, havde en fin idé med en løbende informationskampagne a lá  AA´s kampagne med Ole Michelsen som siger; jeg er alkoholiker, men drikker ikke mere. Så kunne man lave en lignende; jeg er hiv-smittet, men smitter ikke mere. Jeg synes faktisk, det er en fin idé, og det er alt sammen noget, vi arbejder videre med her efter Folkemødet. Jeg glæder mig til det kommende samarbejde med AIDS-Fondet om disse og andre emner.

Jeg vil gerne rette en særlig tak til de fire hiv-positive, som har bidraget med eksempler på diskrimination af hiv-smittede fra deres eget liv, fordi det betyder rigtigt meget for at få en god debat, når vi på denne måde kan tage udgangspunkt i hiv-smittedes egne konkrete oplevelser.

Samtidig vil jeg opfordre alle hiv-positive, der oplever at blive diskrimineret hos tandlægen, hos forsikringsselskaber, i Sundhedsvæsenet eller andre steder om at skrive til os i patientforeningen (info@hiv-danmark.dk), så vi kan samle viden om konkrete tilfælde og tage det op med de ansvarlige instanser.  Derved kan du og vi mindske diskrimination og stigma af hiv-smittede i fremtiden.