Vestergade 18E, 3., 1456 København K, T +45 33 32 58 68, E-mail

FORSIDE

Nyhedsvisning

International Aids Society (IAS) vil finde en hiv-kur.

18.07.2016 | Hiv-Danmark nyheder

Allerede i 2012 fremlagde IAS en videnskabelig strategi for en samlet international forskning for at finde en kur mod Aids.

Nu fire år senere offentliggør det videnskabelig udvalg i IAS på konferencen her i Durban en opdateret plan. Strategien anbefaler bla. et styrket samarbejde mellem hiv-smittede, deres organisationer og forskerne. Der er derfor for første gang på en IAS-konference arrangeret nogle dialogmøder mellem hiv-smittede og de eksperter, der forsker for at finde kuren. Forskerne forklarede, hvorfor det er så vanskeligt, at nå frem til brugbare resultater. En af årsagerne er, at hiv er et retrovirus, som trænger ind i cellen og på den måde bliver en del af den smittede persons dna og indeholder dermed opskriften på at danne nye virus. Det er forklaringen på, at de 'sovende' virus i depoterne straks kan producere nye virus, når de 'vækkes til live' ved behandlingsstop. Videnskaben har aldrig før været ude for noget lignende før og skal derfor opfinde en fremgangsmåde, som naturen ellers selv plejer at kunne klare 

ved hjælp af vores immunforsvar.

Forskerne opfordrede hiv-smittede til at udvise stor forståelse for forskningens behov for at gennem-føre forsøg med hiv-smittede for at kunne komme frem til brugbare forskningsresultater på vejen frem mod målet. Mange hiv-smittede udtrykte stolthed over at kunne være med til at hjælpe forskerne videre i deres arbejde. En af de førende forskere på området Anthony Fauci udtalte: 'Vejen frem mod at finde kuren bliver tung og besværlig; men ikke umulig'.

I løbet af det første diaglogmøde blev det klart, at der var behov for en fælles forståelse af, hvad vi mener med 'en kur' - og i øvrigt også nødvendigheden for en ensartet sprogbrug på området. Derfor vil jeg også her lige gentage:

Hiv-kur:

En hiv-kur betyder, at hiv er fjernet fra kroppen. Den pågældende er helbredt for hiv-infektionen og er ikke

længere hiv-smittet. Helbredelse forudsætter nødvendigvis ikke, at al hiv-materiale (DNA og RNA) er fjernet fra organismen, men dette materiale er dødt og helt uskadeligt.

Funktionel kur:

Funktionel hiv-kur betyder, at det er lykkedes at styrke den hiv-smittedes immunforsvar så meget, at behandling med hiv-medicin ikke længere er påkrævet, men at immunforsvaret selv kan klare at holde hiv-infektionen i skak.

Hiv-reservoir:

Hiv-reservoir er hiv-depot(er), der etableres løbende, og de første meget hurtigt efter smitten har fundet sted. Hiv ligger i en slags 'dvale' i disse depoter, men kan vækkes til live igen og påbegynde produktionen af hiv, selv i en situation, hvor vi troede, at hiv var fjernet. Det var præcis situationen i forbindelse med de to 'Boston-patienter' og ikke mindst med 'The Mississippi Child', som jeg har skrevet om ved en tidligere lejlighed.