Vestergade 18E, 3., 1456 København K, T +45 33 32 58 68, E-mail

FORSIDE

Nyhedsvisning

The Global Village - Durban

24.07.2016 | Hiv-Danmark nyheder

I tilknytning til konferencen er der traditionen tro også et større område, som kaldes 'Global Village'.

 Her har en lang række ikke-statslige organisationer og grupper (NGOer) boder og udstillinger, hvor de ofte på meget farverige og kreative måder formidler deres budskaber og holdninger. Det er en spændende og livlig 'landsby' med meget sang, musik og dans, men også med gode gruppedebatter og utraditionel underholdning på hovedscenen. Også vores egen Ungegruppe tilknyttet Skejby Hospital i Århus har deres egen bod her, hvorfra de sælger deres bog, som er blevet oversat til engelsk med titlen: 'Stick to the Truth'. 7 af Ungegruppens medlemmer deltager i konferencen og passer på skift deres bod. Ungegruppen ledes med kærlig hånd af Tinne Laursen og Lotte Rodkjær. De 7 medlemmer afholdt deres egen paneldebat, hvor de på skift fortalte deres egen hiv-historie med stor indlevelse og forskellighed. Det var på samme tid stærkt, fremragende, dygtigt, modigt og rørende. Som dansker blev jeg meget berørt af deres historier og stolt over deres engagement og mod.

Konferencen har især sat fokus på forebyggelse. 'Treatment as prevention' - partnerstudiet, PrEP, vacciner, kuren, hvor også de etiske principper og de særlige problemstillinger i forbindelse med kur-forsøgene er blevet diskuteret mere indgående end tidligere.

Undervejs fik konferencen besøg af flere berømtheder: Elton John og hans mand David deltog flittigt i flere paneldebatter, Bill Gates, hvis fond støtter mange hiv/aids-projekter verden over, holdt en glimrende tale, hvor han problematiserede mange landes beslutning om at skære ned på støtten til den Globale Fond til bekæmpelse af bla hiv/aids. Den chamerede Prins Harry lagde også vejen forbi konferencen. Han løfter med indlevelse og indsigt flot arven efter sin mor - Diana - som i mange år deltog i kampen mod hiv/aids.

Konferencen afholdes om to år i Amsterdam. Efter min mening en problematisk beslutning i en tid, hvor der er så meget brug for at afholde den i Østeuropa og sætte fokus på den fortvivlende situation på hiv/aids-området netop dér.

Selv om jeg har været lidt i tvivl, har jeg besluttet alligevel at tage på en uges ferie i Istanbul på vejen hjem til København.

Bent, sekretariatschef i Hiv-Danmark