Vestergade 18E, 3., 1456 København K, T +45 33 32 58 68, E-mail

FORSIDE

Nyhedsvisning

Hjælp til selvhjælp

04.01.2017 | Hiv-Danmark nyheder

Hjælp til selvhjælp, et ugentligt opkald eller et besøg er nogle af de nye tilbud, som Hiv-Danmark nu kan tilbyde hiv-positive. Tilbuddet er landsdækkende og er målrettet hiv-positive med særlige behov. det varetages på frivillig basis, og hjælpen kan aftales individuelt.

Det er Gyda Svanberg, der er personen bag det nye tilbud. Med hendes mere end 30 års erfaring som rådgiver på AIDS-Linien fortsætter hun nu som frivillig for Hiv-Danmark med at hjælpe hiv-positive efter særlig aftale over længere tid. VI&HIV har mødt Gyda for at høre om hendes arbejde for Hiv-Danmark.

 

Hvad er det, som du kan hjælpe med?

- Der er mange små ting, som jeg kan hjælpe med. Lige nu har jeg kontakt med to personer, som har brug for denne form for omsorg. Det har jeg gjort igennem mange år som rådgiver på AIDS-Linien. Det meste foregår via telefonisk opkald, som gør, at jeg kan nå forskellige personer rundt om i landet. Det er f.eks. en daglig samtale om at tage medicin eller ugentlige samtaler med personer, som oplever en krise. Jeg hjælper gerne, og alle årets dage er mulig efter nærmere aftale. Jeg kan også tage med på besøg på plejehjem, hospital eller lignende.

- Det handler egentlig meget om hjælp til selvhjælp, hvor den personlige kontakt gør den forskel for at folk kommer videre. F.eks. når jeg hjælper med at forklare breve fra det offentlige, som kan være svære at forstå.

 

Hvordan kommer man i kontakt med dig?

 - Det nemmeste er at skrive en e-mail til mig på gyda@remove-this.hiv-danmark.dk med navn og telefonnummer, men ved akutte henvendelser, så kan man altid ringe til Hiv-Danmark på tlf. 2575 5868, som så tager kontakt til mig privat, så jeg kan ringe vedkommende op.