Vestergade 18E, 3., 1456 København K, T +45 33 32 58 68, E-mail

FORSIDE

Nyhedsvisning

Storbritannien: Fald i nye hiv-tilfælde

05.01.2017 | Medicinske nyheder

PrEP slår igennem som nyeste forebyggelsestiltag mod hiv. På fire af de største kønssygdomsklinikker i London har man i 2016 sammenlignet med året før allerede oplevet et markant fald i antallet af nye hiv-tilfælde blandt mænd, der har sex med mænd. Klinikkerne tilskriver udviklingen den øgede brug af forebyggende hiv-behandling PrEP.

I AIDSmaps nyhedsmail refererer man idag nyheden fra december om, at antallet af hiv-tilfælde synes at være faldet markant fra 2015 til 2016. I gennemsnit har man på de fire største kønssygdomsklinikker set et fald på 40% i antallet af nye positive svar blandt mænd, der har sex med mænd (msm). Msm udgør den gruppe i Vesteuropa, hvor man har set en stigning i antallet af tilfælde. I Danmark har antallet af hiv-tilfælde blandt msm ligget stabilt, dog udgør de ca. en tredjedel af alle nye tilfælde.

På deres Facebook side skriver en af kønssygdomsklinikkerne, at det er kombinationen af kondomer, forebyggende hiv-behandling (PrEP), tidligere diagnose samt direkte efterfølgende begyndt behandling, som må være forklaringen bag denne positive tendens. På klinikkerne testede man de pågældende år omtrent samme antal personer.

Den store forskel på 2016 og 2015 er brugen af PrEP. Man kender ikke det nøjagtige antal af personer, der bruger PrEP, da man i Storbritannien selv kan købe medicinen. Men arbejdet med at monitorere og vejlede omkring korrekt brug af PrEP, som foregår i det engelske sundhedssystem, synes nu at have haft en mærkbar effekt med et markant fald i antallet af nye hiv-tilfælde.