Vestergade 18E, 3., 1456 København K, T +45 33 32 58 68, E-mail

FORSIDE

Nyhedsvisning

Check din journal på Sundhed.dk

09.03.2017 | Hiv-Danmark nyheder

Er oplysningerne om dig korrekte på Sundhed.dk? En gammel diagnosekode er blevet oversat til "Problemer med stofbrug".

Af Getrud Bjørning, medlem af Hiv-Danmark

En dag i december klikkede jeg for første gang ind på min personlige journal på www.sundhed.dk.

Jeg var interesseret i at se udviklingen i mine blodprøvesvar over de sidste par år. Det skulle dog vise sig ikke at være muligt, idet en stor del blodprøveresultater slet ikke indgik i databasen, og i dem jeg fandt, manglede konkrete angivelser af forskellige værdier!

Jeg blev nysgerrig og begyndte at cruise lidt på min noget ufuldstændige journal. Interessante kommentarer fra min behandlende læge på Riget. Ufuldstændige og misvisende datoer og kronologi. Oplysninger, jeg ikke forstod.

Men pludselig blev mine øjne fanget af en oplysning, der rykkede i nakkehårene.

På alle indlæg fra mine besøg på Infektionsmedicinsk Ambulatorium stod der:

Diagnose: HIV-sygdom med hæmatologiske og immunologiske forandringer

Bidiagnose: Problemer med stofbrug

Det første er jo korrekt, men bidiagnosen??? Jeg har kun røget hash tre gange i mit liv! Ikke fordi jeg ikke ville mere, men fordi jeg blev tung i benene og fik hovedpine. Så den nydelse droppede jeg hurtigt. Jeg har aldrig indtaget stærkere stoffer. Hvor havde de det fra????

Jeg begyndte at tænke bagud. Havde jeg retrospektivt oplevet, om denne bidiagnose havde påvirket min behandling i andre møder med sygehusvæsenet? Et brækket kraveben, en pulserende 'tinnitus' i hjernen, divertikler i tarmene….

Og ja, jeg mener – uden at kunne bevise det, at ørelæger og karkirurger med korslagte arme har set på mig og tænkt, at denne 'hjerneforstyrrelse' nok mest var en "eftervirkning af LSD" eller lignende. I hvert fald har de ikke gjort noget for at lindre den invaliderende snurren.

Jeg begyndte også at indse, at når jeg fik de tanker, har stofbrugerne svære odds i behandlingssystemet. Får stofbrugerne nogensinde den bedst mulige behandling? Eller står der "narko-eftervirkning", "selvforskyldt" eller andre sinistre tanker i hovederne på læger og sygeplejersker, hvis stofbrugerne fejler andet end hiv'en?

Jeg printede mine diagnoser ud og tog ind på Riget. De tog det meget alvorligt og bragte straks sagen videre til dem, der står for registrering. Efter en time ringede en medarbejder og beklagede meget. Det skyldtes, at en kode for 20 år siden var blevet ændret, og det havde givet den utilsigtede forklaring ud for denne kode. Jeg indvendte, at hvis det var så gammel en sag, så kunne  det måske også være sket for mange andre af os gamle hiv-positive. "Ja", svarede hun, "det er vi også bange for, så nu må vi gå det hele igennem".

En uges tid efter modtog jeg et brev. Da jeg checkede på Sundhed.dk, kunne jeg konstatere, at bidiagnosen nu hedder: Diagnosekode DZ722: Forbrug af medicin.

Hvad det så end betyder. Selvfølgelig tager jeg min hiv-medicin, men denne kode står ikke ud for andre sygdomme, som i tidens løb har udløst medicin.