Vestergade 18E, 3., 1456 København K, T +45 33 32 58 68, E-mail

FORSIDE

Nyhedsvisning

PrEP – målrettet forebyggelse med potentiale

31.10.2017 | Aids-Fondets nyheder

Den forebyggende hiv-behandling, PrEP, forventes snart at blive frigivet i Danmark. Sundhedsstyrelsen har netop afsluttet en faglig gennemgang af PrEP. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at behandlingen gøres tilgængelig i Danmark. VI&HIV har interviewet rådgiver Thomas Hübertz fra AIDS-Fondet, om PrEP.

Af Morten Eiersted, redaktør VI&HIV

PrEP bliver snart til virkelighed herhjemme?
– Ja, hvis der kommer politisk handling bag Sundhedsstyrelsens klare anbefaling. I AIDS-Fondet har vi igennem længere tid arbejdet for at gøre PrEP tilgængeligt i Danmark med f.eks. oplysningsarbejde ved Folkemødet på Bornholm, vores PrEP-kampagne til de forskellige Prides  og ved kontakt til politikere og fagfolk. Siden PrEP blev godkendt i USA i 2012 til forebyggende behandling, har vi arbejdet for at gøre det tilgængeligt herhjemme. Det Europæiske Medicinagentur godkendte PrEP i juli 2016 på baggrund af en række internationale forsøg, som jo har frembragt endnu flere gode argumenter for, at vi får PrEP som forebyggende behandling.

Hvorfor er PrEP vigtigt?
– PrEP vil blive et gennembrud i forebyggelsen af hiv herhjemme. Vi har så gode sundhedsdata i Danmark, at vi ret præcist kan udpege, hvem der er risiko for at blive smittet – og dermed hvor vi kan sætte målrettet ind med PrEP.

Hvordan vil I arbejde med PrEP?
AIDS-Fondet har god kontakt med målgruppen for PrEP. Vi kender målgruppen igennem vores personlige rådgivning og igennem forskellige andre projekter som Checkpoint og vores opsøgende aktiviteter i miljøet.

PrEP kan være en god løsning til en sexpartner til en hiv-positiv, som ikke har umåleligt virusmængde. PrEP kan også være en overvejelse, hvis man som ikke-positiv har sex på stoffer, eller som ikke-positiv oplever en periode med usikker sex. Rådgivningen i AIDS-Fondet kan med sin viden og erfaring fra rådsøgende bidrage med viden til, i hvilke situationer PrEP formentligt ville kunne tilbydes, og hvordan man vil opnå den bedste beskyttelse mod hiv.

Vi følger udviklingen nøje for at sikre, at den viden, der f.eks. er fra Verdenssundhedsorganisationen WHO med erfaringerne om PrEP, kommer i spil herhjemme, så vi opnår den bedst mulige forebyggelse herhjemme.

Man er iøvrigt altid velkommen til at kontakte rådgivningen med spørgsmål om PrEP, f.eks. på 3391 1119 eller samtale@remove-this.aidsfondet.dk